♥ Valgte opskrifter ♥ Valgte opskrifter

Mad og
nyresygdom

Der findes mange forskellige nyresygdomme, og selv med den samme nyresygdom, kan der være forskel i nyrefunktion og i anbefalingerne af, hvad der er fornuftigt at spise. Her på siden får du en kort introduktion til mad og nyresygdom, som er god at læse, inden du går i gang med at ændre i din kost.

 

Det kan være svært at blive klog på, hvad man anbefales at spise, når man har en nyresygdom. Der findes nemlig intet standardsvar. Det er ikke den specifikke nyresygdom, man har, som påvirker anbefalingerne for, hvad det er fornuftigt at spise. Det handler i stedet om blodprøver, nyrefunktion og behandling.

 

Spørg altid, inden du ændrer noget

Det er forskelligt fra person til person, om de anbefales at ændre i deres kost, og hvilke ændringer de i så fald kan lave. Du kan endda opleve en med præcis samme nyresygdom, samme behandling og samme nyrefunktion, men med andre anbefalinger end dig.

 

Derfor betyder det ikke så meget, om du har cystenyrer, diabetisk nyresygdom eller en tredje nyresygdom, når det kommer til din kost. Det betyder selvfølgelig noget for din medicinske behandling, og om der er behov for at tage andre hensyn i forhold til kosten. Men uanset hvilken nyresygdom du har, vil du først skulle begrænse noget i din kost, hvis for eksempel blodprøverne er udenfor normalområdet.

 

Husk derfor altid at spørge på den afdeling, hvor de følger din nyresygdom, om, hvilke kostanbefalinger som gælder lige netop dig, inden du laver nogle ændringer i din kost.

 

Den eneste undtagelse er salt. Det gælder for stort set alle, at det er fornuftigt at begrænse indtaget af salt. Læs mere her.

Mad afhængig af blodprøver

Nyrerne hjælper ikke kun med at udskille affaldsstoffer, men også overskydende næringsstoffer. Kalium og fosfat findes i alle madvarer, og normalt ville nyrerne udskille de to mineraler, som kroppen ikke har brug for, når du tisser.

 

Hvis dine niveauer af fosfat og/eller kalium bliver for høje, kan det være relevant at skære ned på madvarer, som har et særligt højt indhold af netop disse mineraler. De fleste med nedsat nyrefunktion vil på et eller andet tidspunkt opleve, at enten niveauet for det ene eller begge mineraler bliver for højt.

 

Hvis kalium- og/eller fosfatniveauet bliver for højt, kan det ses i dine blodprøver. Så kan diætisten på den afdeling, hvor de følger din nyresygdom, hjælpe dig med at lære, hvor kalium og fosfat findes i den mad, du spiser, og hvordan du kan justere i din kost, så det passer til dit behov.

 

Du kan også læse mere om det her:

Nyresygdom og kalium

Nyresygdom og fosfat

Mad afhængig af nyrefunktion

Når nyrefunktionen falder, vil det på et tidspunkt blive relevant at begrænse indtaget af protein. Det sker, når nyrefunktionen er mindre end 30 procent. Ved at skære ned på mængden af protein, man indtager, kan man reducere mængden af affaldsstoffer i blodet og derved begrænse såkaldte uræmiske symptomer som kvalme, opkast, utilpashed og appetitløshed.

 

Selvom din nyrefunktion er normal, kan det også være relevant at begrænse dit indtag af protein, hvis du har protein i din urin.

Mad afhængig af behandling

Hvis du er i dialyse, mister du protein ved hver behandling. Det betyder, at din krop har brug for mere protein, end hvis du ikke var i dialyse. Så her gælder altså det modsatte af personer med nedsat nyrefunktion, som ikke er i dialysebehandling.

 

De fleste danskere spiser mere protein end nødvendigt, og hvis du har en god appetit, vil det for de fleste være nok til at dække dit behov. Hvis du til gengæld er småtspisende, kan det være fornuftigt, at have fokus på at få nok protein. Spørg din diætist, hvad der gælder for dig.

 

Læs mere om nyresygdom og protein